Artikler om Kraniosakral Klinik
På denne side finder du artikler om Kraniosakral klinik og August Axelsson.
August er på jagt efter sygdommens »rod«
VELVÆRE: Den melodiske udtale afslører August Axelssons islandske rødder, da han byder velkommen i sin klinik »Kraniosakral Klinik« i baghuset i Vedelsgade i Sorø. Her behandler han hverken patienter eller klienter - men slet og ret »mennesker«.
- Jeg kom til Danmark fra Island for 15 år siden. Forinden havde jeg boet et år i Skotland. Men selvom jeg er islænding, kunne jeg ikke forlige mig med de mørke vintermåneder i Island. Jeg har brug for lys, masser af lys, så derfor trives jeg faktisk rigtig godt i Danmark, siger August Axelsson, inden han smider et par kommentarer om den såkaldte »danske sommer« anno 2017.
Fra skeptisk til overbevist
Han blev uddannet massør i Island, og mødte en dag en veninde som var ved at uddanne sig til kraniosakral-terapeut. De blev enige om at »bytte behandlinger«, selvom August i bund og grund mente, at det dér »kraniosakrale halløjsa« var noget af det dummeste, han nogensinde havde hørt om.
- Pludselig mærkede jeg nogle positive fysiske forandringer i min krop, som jeg ikke kunnet tilskrive andet end de kraniosakrale behandlinger. Tja, og så var jeg solgt, og det har jeg været lige siden, siger han med et smil.
Ud over at være uddannet massør og kraniosakral-terapeut, så er August Axelsson i øjeblikket ved at færdiggøre uddannelsen til osteopat. Kombinationen af uddannelserne giver ham en mangfoldig værktøjskasse med et hav af behandlingsmuligheder.
På jagt efter årsagen
- Kroppen er så kompleks, og viden om kroppen er livslang læring. Derfor laver jeg heller aldrig en behandlingsplan, når jeg skal behandle. Jeg »lytter« mere efter, hvad kroppen fortæller mig. Det handler jo ikke om at behandle symptomet, men om at finde årsagen til problemet. Når årsagen er fundet, og behandlingen er påbegyndt, så falder resten på plads af sig selv, forklarer han.
Når han arbejder med det kraniosakrale, tager han hovedsaglig udgangspunkt i kroppens bindevæv, hjerne- og rygmarvshinde samt forskellige organmobiliseringsteknikker. Selvom det kan lyde lidt »langhåret«, så kan en afspænding af bindevævet være både smertelindrende og løse problematikker, som tilsyneladende har været knyttet til det låste område.
Kroppen er utrolig
- Folk kommer med et hav af diagnoser, lige fra fibromyalgi til hjernerystelse, migræne, piskesmældsskader, faldskader, stress, forskellige arbejdsbelastnings-skader, føleforstyrrelser, uro i benene og smerter forskellige steder i kroppen. Aldersmæssigt har jeg alt lige fra kolikramte nyfødte til ældre som eksempelvis er faldet.
Man kan ikke være i tvivl om, at August Axelsson er vild med sit fag. Hans dygtighed og entusiasme har også betydet, at han de seneste 13 år har undervist internationalt i kraniosakral-behandling. I dag tilbyder han undervisning fra sin egen Sorø-virksomhed »Osteopatiskolen«.
- Jeg er til stadighed overrasket over, hvor meget kroppen egentlig reagerer på kraniosakral-terapi. Det er fantastisk at få lov til at bidrage til, at folk får det bedre og hermed får en bedre livskvalitet. Jeg har rigtig mange i min klinik som har prøvet et utal af behandlinger, men hvor det ikke har hjulpet - før nu. At se glæden og lettelsen hos dem, booster i dén grad til min arbejdsglæde, forklarer August Axelsson.
Send helst mail eller sms
Hvis man vil vide mere om August Axelssons behandlingsformer eller bestille tid, så kan man gøre det på www.kraniosakral.nu. Vil man læse om hans uddannelsestilbud, så kan man kigge på www.osteopatiskolen.com.
- Hvis man vil i kontakt med mig, så er det smartest at sende en mail eller sms, da jeg sjældent har mulighed for at tage telefonen. Man kan maile på: post@kraniosakral.nu eller sms’e på: 20 43 45 11. Har man brug for akut behandling, så skal man sende en sms, siger han.
Kraniosakral Klinik ligger i Vedelsgade 14, baghuset, i Sorø.