Funktionel Kraniosakralterapi
Nedenstående tekst er fra brochuren om funktionel kraniosakralterapi, som kan downloades her.
Kraniosakralterapi er en terapiform, som har sine rødder i Osteopatiens filosofi og blev grundlagt på teorierne i kraniel Osteopati, udviklet af William Garner Sutherland, som var en af de første som studerede Osteopati hos dens grundlægger, Andrew Taylor Still.
Til at starte med udviklede Sutherland en biomekanisk tilgang til at arbejde med det kranielle system, men senere i sit liv fik han en metafysisk tilgang til emnet; en tilgang som i dag er bedre kendt som biodynamisk.
I biomekanisk tilgang vurderer behandleren, om de kranielle knogler og sakrum sidder biomekanisk korrekt i forhold til hinanden og til resten af kroppen. Behandlingens formål er at rette op på fejlstillinger i mellem dem for at opnå optimal funktion. Her har behandleren en aktiv rolle.
I biodynamisk tilgang forbinder behandleren sig til og følger kroppens indre visdom. Behandleren understøtter den ved at være til stede, hvis og når kroppen selv vil rette op på noget. I biodynamisk tilgang har behandleren en mere passiv rolle i forhold til den biomekaniske.
Den tredje tilgang til kraniosakralterapi ligger imellem disse to; en funktionel tilgang.
Funktionel tilgang handler om, at behandleren er godt grundlagt i begge de andre retninger, har viden og forståelse for, hvordan kraniosakral systemet er biomekanisk opbygget og dennes funktion, og kan rette op når der er behov for det. Behandleren er samtidigt rodfast i den filosofiske (biodynamiske) tilgang. Et levende væsen, som os mennesker, er større en vores biomekaniske kroppe. Vi har indbygget indre visdom, og den visdom er en medvirkende faktor, når det kommer til sygdomme og dysfunktioner.
Ved at tage begge disse retninger med i behandlingen er behandlerens udgangspunkt en stor respekt for hele mennesket og ikke kun kroppen. Respekt og forståelse for, hvor meget psyken påvirker kroppen, og at kropsdysfunktion kan være resultat af noget andet. Men samtidigt har behandleren ligevægt i det anden udgangspunkt, nemlig kroppen og dens opbygning og funktion. Behandlingen kan inkludere både mekanisk, dynamisk og funktionel tilgang. Her ligger min tilgang som behandler.
I bund og grund handler kraniosakralterapi om, at der hvor kraniepladerne mødes ligger en sutur. I et levende menneske er den ikke som det andet knoglevæv i kraniet, og derfor kan knoglerne være lille smule bevægelige gennem disse suturer. Så de er en slags ledforbindelse. Det er først efter døden, at suturerne danner immobilitet. Så gennem hele vores liv skal der være mulighed for bevægelse imellem knoglerne. Denne bevægelse vurderer jeg for fri mobilitet eller ej. Hvis ikke der er fri mobilitet, så gælder det om at finde ud af om grunden til det, ligger i selve suturen, eller om den ligger i, at vævet udenpå eller indeni kraniet er for stramt og derfor har tilføjet låst tilstand i suturen.
Vævet, som ligger på indersiden af kraniet, er den hårde vandtætte hjernehinde, som kaldes dura mater. På grund af det kranielle tryk, er den presset ud til knoglen og sidder på den, som om den var vedhæftet. Men det er den stort set ikke, men som en elastisk bindevævshinde kan den danne spændingsmønstre, som til sidst kan påvirke suturen, så den bliver mindre bevægelig. Og dersom dura mater ligger også rundt om rygmarven og til sidst har en kraftig vedhæftning på sakrum (korsbenet bagerst i bækkenet), kan disse spændingsmønstre komme fra hele rygsøjlen og bækkenet. Spændingsmønstre i bækken og rygsøjlen kan også komme fra muskelsystemet og nerverne ude i kroppen. Derfor er hele kroppen vigtig for kraniosakral behandling.